Andføttes i fuktige laken.

Ingen av dem fikk rom på Best Western Letohallen på Dal. Like dårlig var tilbudet på Air BnB i bygda. Og i Carsten Ankers staselige hovedbygning på Verket hadde regenten, prins Christian Frederik, rykket inn med rådgivere og stab – bare fetter Peder Anker fra Bogstad fikk losji her, i paviljongen på tunet. Men det fantes en plan! Det var bøndene i bygda som måtte trå til med både innkvartering av representantene og skyss til og fra møtestedet. Slik kom bygdefolket tett inn på mennene som staket ut en radikalt ny kurs for Norges politiske framtid – og gjestene fortalte om sine opplevelser i brev, dagbøker og memoarer.

Lenge var disse nedtegnelsene kildegrunnlaget for kunnskapen om eidsvollsmennenes bosteder. Men til grunnlovsjubileet i 2014 undersøkte historiker Eli Fure ved Riksarkivet andre kilder, ikke minst det grundige regnskapet for Riksforsamlingen som forvalteren ved jernverket, Henrik Arnesen, førte. Dette har gitt spennende ny innsikt i det praktiske livet rundt grunnlovsarbeidet. Her er losjistedene funnet for både nesten alle representantene og for et flertall av de personlige tjenerne som flere hadde med (Fure regner med minst 50).

Garder godt spredt i bygda ble tatt i bruk, fra Stensby i nord til Hjera i sør, fra Bråten og Stavi i vest til Styri i øst. Til slutt bodde alle vest for Vorma, men en del ble plassert på østsida til å begynne med. Ved dagens dato, 28. april, hadde flere rukket å bytte husrom, enkelte av de mest utålmodige flere ganger – først og fremst søkte de seg nærmere Verket for å slippe tungvint skyss.

Noen av de fine herrene uttrykte sterk misnøye over primitive innkvarteringsforhold. Inntrykket fra «det gruelige Grue» har blitt legendarisk, her i prost Frederik Schmidts dagbok:

«Efterat have opholdt os, Stenstrup og jeg, en halv Times Tid paa Værket uden at faae vaadt eller tørt, fikk vi vor Qvarteer-Seddel der henviste os til en Gaard, Grue kaldet 3/4 Miil fra Værket. I det vi toge derfra mødte vi en Lieutenant Piro som vederqvægede os med en Dram og Pandekage. Vi naaede først vort Logis, som laae paa den anden Side [af] Elven, Kl. 8 1/2 om Aftenen og lærte deraf at der, især naar Føret blev verre, vilde medgaae i det mindste 6 Timer daglig til vor Frem og Tilbagerejsen. Veien var yderst slet og paa visse Steder halsbrækkende, ja man forsikrede at naar Elven voxte vilde [den] blive aldeles ufremkommelig. Dertil kom at Logis, Beværtning og Senge vare heel maadelige./Andre Deputerede, som man før vor Ankomst havde viist derhen havde strax fløttede og erklæret at de ej kunde udholde det der, og endda havde man den Uforskammenhed at skikke os did. […] Efterat vi havde styrket os paa god Madera som C[ollet] bragte med fra Christiania og holdt os lustige, gikk vi til Sengs i 3 opstilte Senge med fugtige Lagen. C[ollet] og jeg bleve Antipoder og da vore Senge neppe vare 2 Alen lange, maatte vi giøre en Constitution om vor Sengeforfatning, hvori blev vedtaget og giort til Lov at enhver Parts ejende 2 Been skulde følge de giensidige Diagonaler dog med Forbeholdenhed ikke at spænde paa de reciproqve Næser, som stode i en ubetydelig Afstand fra den store Taaes-Spidse.»

Andre var mer velvillig innstilt. Verkseier Jacob Aall omtalte vertsfolket på Vengerbakken med takknemlighet i sine erindringer, selv om begynnelsen hadde vært famlende:

«En vis Frygt for de fremmede Gjæsters Fordringer havde bevæget vor Vært og Værtinde til at give deres Huus et falskt Anstrøg af Armod. Begge vare venlige, godmodige og for sine Gjæster omhyggelige Bønderfolk, og der gaves Faa i den hele Omkreds af Repræsentanter, som havde det bedre end vi. Naar Forfatteren henvender sine Tanker til Stuen paa Vengerbakken, hvor han under sit Ophold paa Eidsvold levede saa mangeTimer fulde af urolig Ængstelse og Tvivl i Anledning af Dagens Forhandlinger, staaer Ole Vengerbakkens og hans Kones venlige Omgang og omhygelige Pleie som en kjær Erindring for ham.»

Det gikk seg til…